COPENHAGEN COLHEITA CLUB

30 års tawny
Aldersbestemte tawnies nævnes kun her, hvis de har indgået i smagninger i Copenhagen Colheita Club's regi. Andre smagte aldersbestemte tawnies, fx smagt på Portvinsfestivallen, nævnes i de respektive artikler herom.

Smagsnoter fra kontrollerede smagninger. Dvs. smagninger hvor vi bogstaveligt talt har haft flaskerne i hånden, med mulighed for at aflæse tapningsår m.m., separate glas til hver enkelt vin, god tid og i det hele taget optimale forhold. Vinene gives point efter en skala fra 0 - 5, hvor 5 er højest.
Er der i skemaet angivet et pointinterval, indikerer det, at der var divergens i bedømmelsen.

Bemærk: Fra januar 2018 vil portvinene blive bedømt efter det internationale 20/20 point system, som er mere nuanceret og mere sammenlignelig med andre vinsmageres pointgivning.

  Navn / Årgang / Tapningsår Smagsnote

Dow's
www.dows-port.com
30 års tawny
Tappet 2012
Forhandler thewinecompany.dk
Smagt november 2014
Point 4,5
I næsen karamel, abrikos/orange. Senere fadnoter, lidt røg og lidt stramhed, men ikke sprittet.
Meget ren i smagen med mørk karamel og lidt bitter orange. Den er måske lidt for pæn og mangler lidt overraskelser.
Meget harmonisk, mellem fyldig, god længde i eftersmagen og helt klart til den tørre side.
Den lidt magre og tørre stil gør, efter min mening, denne vin særdeles velegnet til blåskimmelost og fast ost med lufttørret italiensk skinke.
Klar, lys mahognyfarve.

Graham's
www.grahams-port.com
30 års tawny
Tappet 2013
Forhandler www.hjhansen-vin.dk
Smagt oktober 2013
Pointinterval 4,5 - 5
Virkelig god duft af kandis, karamel, krydrede toner og lidt røg, men man fornemmer en vis stramhed.
Dog meget blød og nærmest fed i munden. Mørk karamel. Meget harmonisk og velafballanceret.
Lang eftersmag. Meget elegant og lækker.
Klar, lys brun farve.

Kopke
www.kopkeport.com
30 års tawny
Tappet 2014
Forhandler www.viniportugal.dk
Smagt juli 2014
Point 4
Lidt sprittet og tilbageholdende i næsen, senere abrikos, mørk farin og kraftige krydrede noter fra fadlagringen.
Meget levende i munden. Kraftfuld, ret fed, god syrlig sødme, god syre, puddersukker og orange.
En karakterfuld og fyldig vin med lang eftersmag, som slutter med et lille greb om tungen.
Klar, mørk ravgylden farve.

Ramos Pinto
www.ramospinto.pt
30 års tawny
Tappet 2017
Forhandler vinoble.dk
Smagt september 2017
Point 4,5
Duft af mørk sirup, karamel, krydrede toner fra fadlagringen (vanilie) og lidt røg, som blander sig med lidt sprit.
Fed i munden. Kraftigt smagende. Igen dominerer sirup og karamel, men også en underliggende let bitter orange, og stor syrlighed. Meget harmonisk og velafballanceret og uden mærkbar tannin.
Laaaang eftersmag.
Klar, mørk ravgylden farve med lys gylden kant.